Ørkenstat gør alvor af sandt museumsmekka

Det ser nu endelig ud til, at den arabiske drøm om at skabe verdens største og smukkeste museumskompleks i Abu Dhabi bliver gennemført. Dermed kan turister fra 2017 besøge både Louvre og Guggenheim i ørkenstaten.

Af Troels Ussing

For et halvt år siden blev projektet udskudt på ubestemt tid, og der var rygter om, at manglende økonomi ville sætte en stopper for opførelsen af verdens nye museumsmekka. Men nu slår staten Abu Dhabi fast, at tre gigantmuseer, som er blevet designet af førende arkitekter, vil stå færdige i 2017. Det skriver New York Times.

De tre museer, der skal trylles op af sandet i ørkenstaten, er foruden et nationalmuseum to velklingende museumsnavne i form af et Guggenheim-museum og et ørkenens svar på Louvre.

Arkitektur-perler for 150 milliarder
For at gøre bygningerne så spektakulære som muligt – og dermed også lokke turister til – har araberne hyret tre af de helt store arkitekter på den internationale scene. 

Zayed National Museum er designet af britiske Norman Foster (kendt for The Gherkin i London), Guggenheim Abu Dhabi har amerikaneren Frank Gehry (kendt for Guggenheim Bilbao) stået bag, mens buddet på et moderne Louvre er skabt af franske Jean Nouvel (kendt for DR’s Koncerthus), som har udtænkt, at en 200 meter stor kuppel, der gengiver geometriske lysmønstre, skal være museets varetegn.

At få tre arkitektstjerner til at skabe fantasifulde og ikke mindst enorme bygningsværker er dog ikke helt billigt. Således lyder den estimerede pris for projektet på godt 150 milliarder kroner. 

Museer med et twist
De mange penge, museerne koster, har da også været årsagen til den megen spekulation om, hvorvidt projektet ville blive gennemført. Men i Abu Dhabi fastholder regeringen, at problemerne ikke har været af økonomisk karakter, men af teknisk karakter:

- Disse bygninger er super bygninger. Meget kompleks arkitektur. Hver bygning har sit eget twist, og der er nye elementer, der aldrig har været bygget før. Noget, som ingen entreprenør har konstrueret før. Forestil dig at skulle gennemføre det inden for en kort tidshorisont, siger Mubarak Hamad al-Muhairi, administrerende direktør for regeringens turismeudvikling, til New York Times.

De tre mastodontiske museer bliver opført på Saadiyad Island.


Kilde: New York Times