Omdiskuteret Banksy solgt for 6,5 millioner

Banksy slave labour sew

03.06.13

Banksy-stencil, som under stort furore blev hevet ned af en mur i London i februar, blev søndag solgt for over 6,5 millioner kroner.

Af Troels Ussing

Rasende briter fik i februar med succes stoppet salget af Banksys Slave Labour, som et auktionshus i Florida havde sat under hammeren. Men søndag aften blev værket alligevel solgt ved en privat event i London – og ifølge Bloomberg News indbragte værket endda over 750.000 pund, svarende til godt 6,5 millioner kroner.

Det var concierge-selskabet Sincura Group, der havde arrangeret slagsseancen i en kælder på London Film Museum i London, hvor kun inviterede kunne deltage.

Sælgere afsløret
Under Florida-auktionen i februar var det holdt hemmeligt, hvem der stod bag det omdiskuterede salg af Banksy-stencilen, som blot 14 dage forinden var blevet skåret ud af en mur i Nordlondon. Mange røster mente dengang, der var tale om et tyveri, men det kunne London-kunsthandleren Robin Barton, som har fungeret som mellemhandler i forbindelse med gårsdagens salg, afvise.

I en mail til Bloomberg News slår han fast, at sælgerne er Robert Alan Davis and Leslie Steven Gilbert, hvis firma ejer den mur, hvorpå Banksy i sin tid malede Slave Labour.

Selv om makkerparret er i deres gode ret til at sælge Banksy-værket, er briterne i Nordlondon stadig utilfredse. For dem er Banksys stencils nemlig gaver til samfundet, der ikke bør fjernes.


LÆS OGSÅ: Banksy-værk trukket tilbage i sidste øjeblik

LÆS OGSÅ: Banksy-værk hugget og sat på amerikansk auktion
 

Kilde: Bloomberg News