Picasso-maleri brugt ulovligt i Titanic

27.04.12

Artists Right Society kræver kompensation fra instruktøren James Cameron, som uden tilladelse har ladet et Picasso-maleri indgå i storfilmen Titanic, der netop nu kan ses verden over i en 3D-version.

Af Troels Ussing

Den yndige Rose (Kate Winslet) er i filmen Titanic helt forgabt i fantasten Jack (Leonardo DiCaprio). Ikke mindst Jacks kunstneriske evner tiltaler overklassepigen, og der går ikke lang tid, før hun inviterer sit nye bekendtskab ned i sin kahyt, hvor hun viser ham familiens nyerhvervede Picasso-maleri Les Demoiselles d’Avignon.

Scenen (se snapshot her) udgør kun få sekunder i storfilmen, men problemet for instruktøren James Cameron er, at han slet ikke har hentet tilladelse hos Pablo Picassos efterladte til at vise maleriet i den nye 3D-version af Titanic. Derfor kræver Artists Right Society nu kompensation fra filminstruktøren, skriver The Art Newspaper.

Ifølge copyright-reglerne må sådanne billeder nemlig ikke bruges uden at betale et beløb til Picassos familie, så længe kunstneren ikke har været død i mere end 70 år. Dog kan et værk vises gratis, hvis de efterladte accepterer dette, men det har ikke været tilfældet i forbindelse med relanceringen af Titanic.

Også problemer med originalfilmen
Da den originale Titanic fik premiere i 1997, havde instruktøren heller ikke styr på reglerne omkring ophavsret. Men dengang løste sagen sig efterfølgende:

- Et forlig blev ret hurtigt indgået til alles tilfredshed, fortæller Theodore Feder, administrativ direktør i Artists Right Society, til The Art Newspaper. 

Problemet for James Cameron er blot, at forliget fra 1997 ikke gælder for den nye Titanic 3D:

- Kunstnerens rettigheder skal altid forhandles og afklares, og dette er en ny brug af værket, lyder det fra Theodore Feder.

Sandsynligvis vil James Cameron og filmselskaberne bag Titanic være i stand til at betale erstatningen – også selv om det skulle løbe op. Originalen fra 1997 indtjente nemlig små to milliarder dollar, hvilket først blev overgået i 2010, da filmen Avatar slog alle rekorder – en film, Cameron i øvrigt også står bag.


LÆS OGSÅ: Bille August vil bag om idyllen på skagensmalerierne

LÆS OGSÅ: Stjålne Picassoer fundet i Serbien

Kilde: The Art Newspaper
Billede: Rose beundrer Jacks tegninger
Foto: Paramount Pictures