Picasso-portræt dyreste værk i London-ugen

07.02.13
Et Picasso-maleri købt af en kineser for 247 millioner kroner toppede ikke overraskende ugens store London-auktioner på Sotheby’s og Christie’s. 

Af Troels Ussing

Det kostede en kinesisk køber 28,6 millioner pund at få fingrene i Pablo Picassos elskerinde – eller i hvert fald omridset af hende. De godt 247 millioner kroner var nemlig prisen for Picassos Femme assise près d’une fenêtre, som er et portræt af den spanske kunstners elskerinde Marie-Therese Walter. Dermed blev værket det dyreste af alle på de store London-auktioner, som blev afholdt i denne uge.

Men Picassoen var tilsyneladende ikke nok for den kinesiske køber, som på Sotheby’s også sikrede sig en gouache af østrigske Egon Schiele. Ifølge Auction News Network var det nemlig den samme kineser, der betalte 68 millioner kroner for Liebespaar (Selbstdarstellung mit Wally) – en pris, der gør gouachen til det dyreste papirarbejde, der nogensinde er solgt af den østrigske maler.

Elskerindernes uge
Picassos elskerinde-portræt var ikke den eneste kærlighedsaffære på lærred, som blev købt i ugen. Top-salget hos Christie’s onsdag aften var Amedeo Modiglianis Jeanne Hebuterne (au chapeau), der gik for 26,9 millioner pund. Dermed måtte køberen slippe 232 millioner kroner for at sikre sig maleriet af Modiglianis elskerinde iført en sort hat, som blev ugens næstdyreste værk.

Ingen andre værker på de to store London-auktioner nåede over de 10 millioner pund. Tættest kom Claude Monets Nymphéas avec reflets de hautes herbes, der gik for 9 millioner inklusive salær, hvilket blot var halvdelen af dets maxvurdering.
 

Kilder: Sotheby’s, Christie’s
og Auction News Network