Rekord-maleri ryger til MoMA i New York

Scream Skrik Skriget Munch

24.09.12

Skriget, som i maj blev verdens dyreste auktionssalg med et hammerslag på godt 600 millioner kroner, skal nu udstilles på Museum of Modern Art i New York. Udlånet til netop MoMA styrker teorien om, at maleriets hemmelige køber er amerikaneren Leon Black.

Af Troels Ussing

I maj blev Skriget det første maleri nogensinde, der opnåede et hammer-slag på over 100 millioner dollar. Først ved 107 millioner dollar – dengang svarende til cirka 607 millioner kroner – faldt hammeren, og en anonym privat køber kunne tage Edvard Munchs mesterværk med sig hjem.

Nu har den hemmelige køber udlånt det berømte værk til Museum og Modern Art (MoMA), hvor maleriet fra 1895 kan opleves fra den 24. oktober og et halvt år frem.

- Som et ikonisk billede har Skriget høstet verdensomspændende opmærksomhed for sin skarpe skildring af den menneskelige tilstand. For museets gæster vil dette være en sjælden mulighed for at se dette ekstraordinære kunstværk, udtaler MoMA’s direktør, Glenn D. Lowry.

Styrker teori om den mystiske ejer
At Skriget lige netop bliver udlånt til MoMA, forstærker de rygter, som har floreret om, at maleriets mystiske køber er den amerikanske finansmand og storsamler Leon David Black, som i forvejen ejer originalværker af Cézanne, Turner, Manet, Gauguin og van Gogh.

Leon Black sidder nemlig i bestyrelsen hos New Yorker-museet, og at en aftale om et udlån til MoMA er kommet så hurtigt i stand, kunne sagtens skyldes, at forbindelsen mellem Skrigets ejer og museet er ganske tæt.

Skulle det vise sig, at det nyindkøbte millionværk efter visitten på MoMA også skal en tur til Metropolitan Museum of Art, vil teorien, om at ejeren er Leon Black, styrkes endnu mere. Black er nemlig også at finde i bestyrelsen hos 'The Met'.

Skriget findes i alt i fire versioner, hvoraf de tre hænger på norske museer. Den nyindkøbte version er den mest farverige af de fire Munch-malerier.


LÆS OGSÅ: Skrigets anonyme køber afsløret
LÆS OGSÅ: Hvem købte Skriget?
LÆS OGSÅ: Skriget slår rekord – verdens dyreste auktionssalg

Kilde: Museum of Modern Art
Billede: 'Skriget' (1895) af Edvard Munch
Foto: Museum of Modern Art