Rembrandt-røveri opklaret efter syv år

Portrait of Rembrandt's father

14.03.13

Et Rembrandt-maleri, som har været stjålet to gange inden for ti år, er nu atter fundet blot 60 kilometer fra det uheldige museum, der bliver ved med at miste det dyrebare værk.

Af Troels Ussing

Kunstmuseet i serbiske Novi Sad kan endnu engang ånde lettet op, efter Rembrandt-maleriet Portræt af Rembrandts far (ca. 1630) igen igen er kommet retur til museet efter at have været stjålet.

Første gang maleriet blev hugget var i 1996, men her dukkede det senere op i Spanien. Ti år efter var den gal igen, da to bevæbnede røvere i januar 2006 overmandede museets vagter og stjal Rembrandten og tre andre mesterværker af henholdsvis Peter Paul Rubens, Pietro Francesco Mola samt en ukendt hollandsk 1500-tals-maler.

Efter syv år er det dog nu lykkedes serbisk politi at finde frem til Portræt af Rembrandts far i en lille by blot 60 kilometer fra museet i Novi Sad.

Tre værker mangler
Det serbiske politi har anholdt fire serbere i forbindelse med opsporingen af Rembrand-portrættet, som er vurderet til 23 millioner danske kroner.

Desværre fandt politiet ikke de tre andre værker, som blev stjålet under kuppet i 2006.


LÆS OGSÅ: Stjålen Cézanne lå gemt under biltag


Kilder: Diverse internationale medier
Billede: 'Portræt af Rembrandts far' af Rembrandt
Foto: Interpol