Renoir? Jamen, han spiller da bold med Beckham og Zlatan!

Ifølge en ny undersøgelse tror 13 procent af de unge briter, at impres-sionisten Pierre-Auguste Renoir spiller fodbold sammen med David Beckham og Zlatan Ibrahimovic i Paris Saint-Germain. 

Beckham Renoir PSG Zlatan

07.04.13

Af Troels Ussing

Selv om det er godt 100 år siden, at franske Pierre-Auguste Renoir brillerede med pensel og palet, tror hele 13 procent af de unge briter, at maleren i virkeligheden dribler og tackler sig til succes i selskab med fodboldstjerner som David Beckham og Zlatan Ibrahimovic i den franske storklub Paris Saint-Germain.

Det viser i hvert fald en ny Artfinder-undersøgelse, der har testet de unge briters kunstkendskab, skriver flere britiske medier.

Eller er han præsident?
Mens 13 procent af de unge mellem 16 og 24 år altså tror, Renoir styrer på boldbanen, tror 6 procent, at kunstneren styrer hele Frankrig, da de har svaret, at Renoir er Frankrigs præsident. Lidt færre, knap 5 procent, skyder impressionisten til at have vundet Eurovisionens Melodi Grand Prix sidste år, mens 12 procent blankt erkender, at de simpelt hen ikke ved, hvem Pierre-Auguste Renoir er.

Om undersøgelsen siger mest om de unge briters manglende viden om kunst, fodbold eller international politik, skal her være usagt, men Artfinders direktør, Jonas Almgren, tager selv resultatet med sindsro og mener ikke, den unge generations Renoir-forvirring giver et dystert billede af kunstens fremtid.

- Selv om vi ville elske, at Storbritanniens befolkning var så informeret om kunstverdenen som muligt, så behøver man jo ikke vide alt om de store i historien for at sætte pris på god kunst, udtaler han ifølge The Telegraph.
 

LÆS OGSÅ: Kvinde købte en Renoir for 40 kroner på loppemarked
LÆS OGSÅ: Renoir-forfalsker bliver filmstjerne
 

Kilder: Daily Mail og The Telegraph
Billede: David Beckham, Pierre-Auguste Renoir
på Ezequil Lavezzis krop) og Zlatan Ibrahimovic
Foto: Paris Saint-Germain og Wikipedia Commons