Rothko-hærværk tvinger Tate til lukning

Rothko

08.10.12

Tate Modern i London måtte søndag sende gæsterne hjem, efter en gerningsmand vandaliserede et stort maleri af en den russisk-ameri-kanske kunstner Mark Rothko. Selv påstår manden bag handlingen, at han har gjort værket mere værd.

Af Troels Ussing

Søndag eftermiddag lukkede Tate Modern kortvarigt, efter en person havde tegnet på et stort maleri af den abstrakte ekspressionist Mark Rothko, der er en af verdens dyreste kunstnere. Gerningsmanden har indrømmet sin handling over for den britiske avis The Guardian, men mener ikke, han har gjort noget kriminelt.

Det var ved halv fire-tiden i går, at forundrede gæster på museet i London kunne se manden foretage sin happening, hvor han skrev en udvidet signatur i bunden af Rothko-maleriet Black on Maroon (se vandaliseringen her).

- Den her fyr gik stille og roligt (hen til maleriet, red.), tog en overstregningstusch og taggede det. Uvirkeligt … Meget bizart. Han sad der (i rummet med Rothko'en, red.) noget tid og foretog så pludselig handlingen og forsvandt derefter hurtigt, skriver øjenvidnet Tim Wright på Twitter.

Gerningsmand: Kunst, ikke vandalisme!
Tate følte sig efter hærværket nødsaget til at sende gæsterne ud af museet, men gerningsmanden var forsvundet længe inden da. Hans signatur på Rothko-maleriet, som helt præcist lyder ’Vladimir Umanets, A Potential Piece of Yellowisme’, indikerer imidlertid, at han ikke havde noget ønske om at forblive ukendt.

Selv om manden endnu ikke er blevet pågrebet af politiet, har The Guardian været i telefonkontakt med denne Vladimir Umanets, som over for avisen har indrømmet at stå bag aktionen. Selv siger han, at det blot var en kunstnerisk happening, og at han faktisk har gjort værket meget mere værd.

- Jeg tror, at hvis nogen istandsætter maleriet og fjerner min signatur, vil værdien af værket falde, lyder det fra Vladimir Umanets, der sammenligner sig selv med Marcel Duchamp, der udfordrede museumsverdenen ved at signere og udstille såkaldte readymades.

”Jeg ødelagde ikke billedet”
Vladimir Umanets mener derfor ikke, han har gjort noget kriminelt, men at han blot har udtrykt sig kunstnerisk:

- Jeg ødelagde ikke billedet. Jeg stjal ingenting. Tidligere foregik der en masse ting som det her. Marcel Duchamp signerede ting, som ikke var lavet af ham, siger Umanets til The Guardian.

Men han er dog forberedt på, at ordensmagten givetvis vil se andeledes på situationen:

- Hvis politiet vil anholde mig, så må de anholde mig. Det har jeg det fint med.

Mark Rothkos malerier er blandt mest eftertragtede i verden. I maj opnåede værket Orange, Red, Yellow et hammerslag på 443 millioner kroner, hvilket gjorde det til det dyreste stykke efterkrigskunst, der nogensinde er solgt på auktion.
 

LÆS OGSÅ: Rekorder for Rothko og Richter

Kilder: The Guardian samt diverse britiske medier
Billede: ’Black on Maroon’ (1958) af Mark Rothko