Samler finder hovedet til Courbets 'L’Origine du monde'

Courbet L'Origine du monde

11.02.13

Gustave Courbets berømte nøgenstudie L’Origine du monde var i sin tid så kontroversielt, at modellens ansigt og navn aldrig blev afsløret. Nu tyder meget på, at en samler har fundet maleriets overdel.

Af Troels Ussing

Et af kunstverdenens store mysterier er sandsynligvis opklaret. Gustave Courbets maleri af en liggende kvindes blottede kønsorganer, L’Origine du monde, forargede det franske samfund i sin samtid, og siden har det været hyppigt diskuteret, hvem kvinden med det manglende ansigt var. En kunstsamler påstår nu at have fundet frem til nøgenstudiets overdel, som kan give svaret.

Det er det franske magasin Paris Match, der kan fortælle, at en indtil videre unavngiven kunstsamler i 2010 faldt over et 1800-tals-maleri i en antikvitetsbutik. Samleren syntes at genkende teknikken og farverne på portrættet af et kvindeansigt og koblede det sammen med, at Gustave Courbet i 1866 formodentlig havde skåret det øverste af kvindekroppen, inden L’Origine du monde blev rammet ind. Derfor købte han straks portrættet (se det her) for 1.400 euro – godt 10.000 danske kroner.

Ekspert: Det er Courbets maleri
For at få afklaret sin tese indleverede kunstsamleren sin nyerhvervelse til verdens førende Courbet-ekspert, Jean-Jacques Fernier, som dog først var særdeles skeptisk. Men efter to års test og analyser, som har vist, at de to lærreder formentlig er blevet skåret fra hinanden, er Fernier nu også så godt som overbevist om, at samlerens portræt er en ægte Courbet – og endda en del af Courbets mest berømte værk.

Fernier mener ligeledes, at der må findes flere afskårne dele af L’Origine du monde et sted derude i kunstverdenen. Sandsynligvis af både modellens højre arm og ben.

Den hemmelige kvinde var Whistlers elsker
At Gustave Courbet i 1866 cuttede lærredet til, skyldes at han ønskede at beskytte sin model. Hidtil har kunsteksperter vurderet, at den hemmelige kvinde måtte være Joanna Hiffernan, som Courbet portrætterede samme år, som han malede L’Origine du monde.

Det nyfundne maleri bekræfter denne teori, da ansigtet herpå ligner Hiffernans – en irsk kvinde, som var elsker til Courbets ven, den amerikanske maler James Whistler.

Maleriet mister mystikken
For Courbet-eksperten har nyopdagelsen været spændende, men samtidig er den også et tab for Courbets ellers så gådefulde værk.

- Det mister noget af sin mystik og sin charme, lyder det fra Jean-Jacques Fernier ifølge The Independent.

Bliver ansigtsmaleriet definitivt godskrevet som værende en del af Courbets L’Origine du monde, vil det ifølge Paris Match kunne indbringe kunstsamleren i omegnen af 40 millioner euro (300 millioner kroner).


Kilder: Paris Match og The Independent
Billede: 'L’Origine du monde' ('Verdens
oprindelse') (1866) af Gustave Courbet
Foto: Wikipaintings