Sandy smadrede kunst for 2,8 milliarder

Superstorm Sandy orkan

02.01.13

Amerikanske kunstforsikrings-selskaber vurderer, at de står over for en regning på 2,8 milliarder danske kroner som følge af superstormen Sandys ødelæggelser i oktober.

Af Troels Ussing

Et hav af kunstværker blev ødelagt, da superstormen Sandy fyldte New Yorks gader med vand den 29. oktober. To måneder efter katastrofen er mange gallerier endnu ikke genåbnet, dels på grund af bygningsskader, men i ligeså høj grad fordi mange værker fra planlagte udstillinger er smuldret op i vandmasserne.

Først anslog forsikringsselskaberne, at kunstskaderne ville løbe op i 225 millioner kroner, men nu viser det sig, at ødelæggelserne er værre end først antaget, og at prisen for Sandys ulykker i stedet løber op i cirka 2,8 milliarder kroner.

Værste enkelttilfælde var dog hverken på et galleri eller et museum, men et oversvømmet lagerrum, hvor pop art-kunstneren Peter Max opbevarede sine værker. Alt blev ødelagt, og nu forventes det, at kunstneren skal have en erstatning på næsten 1,7 milliarder kroner.

Dyr fremtid
Konsekvensen af Sandys vilde ødelæggelser bliver nu, at det fremover bliver dyrere for gallerier og museer at forsikre sig.

- Nogle assurandører vil miste appetitten på at indgå aftaler med kunstvirksomheder efter Sandy, den globale kapacitet for kunstforretninger vil skrumpe, og som et resultat vil satserne gå op, udtaler Filippo Guerrini-Maraldi, leder af kunstafdelingen hos forsikringsbureauet RK Harrison, til Claimsjournal.com.

Specielt slem kan situationen blive for de Manhattan-gallerier, som ligger i de lavtliggende områder af øen. Her vil prisen stige voldsomt, hvis forsikringsselskaberne overhovedet vil indgå en forsikringsaftale.

Sandy vurderes til at blive den næstdyreste amerikanske storm efter orkanen Katrina, som ødelagde store områder i sydstaterne i 2005. Inden for kunstbranchen overgår Sandy dog alt.
 

Kilde: Claimsjournal.com
Billede: Superstormen Sandy rammer New York den 29. oktober
Foto: David Shankbone, Wikimedia Commons