Sandy smadrer kunst på Manhattans gallerier

Sandy oversvømmelse New York

31.10.12

Galleriejere på Manhattan mødte tirsdag op til stakkevis af ødelagte kunstværker, som var blevet ofre for de enorme vandmasser, orkanen Sandy sendte gennem New Yorks gader.

Af Troels Ussing

Chelsea-kvarteret på Manhattan er kendt for sine over 300 gallerier, som sætter kulør på bydelen i New York. Men der var ikke meget fest og farver over kvarteret i går, efter at orkanen Sandy natten til tirsdag havde hærget området, som huser kendte gallerier som Gagosian og David Zwirner.

Ifølge Bloomberg News var et hav af Chelseas gallerier efterladt med alvorlige vandskader efter Sandys hærgen, og den manglende elektricitet i bydelen har gjort oprydningsarbejdet vanskeligt.

- Dette er som et katastrofeområde. Alle [gallerier] blev oversvømmet. Alle har mistet så meget kunst, siger galleriejer Marc Jancou til det amerikanske nyhedsmedie.

Stadig en by under vand
Tirsdag eftermiddag blev for de fleste gallerister brugt til at bugsere kunstværkerne til tørre steder. Men det var ikke lige let for alle, da mange af gallerierne stadig havde kældre, der var helt fyldte med vand, og selve udstillingsrummene lå også svøbet ind i flere centimeters grumset vand.

Et præcist overblik over de enorme skader har ingen, men gallerist Leo Koenig vurderer, at der vil gå en rum tid, før hans galleri og resten af kunstmekkaet i Chelsea kommer sig helt over kunstkatastrofen:

- Det vil tage lang tid at udbedre. Det bringer tårerne frem. Jeg er ligeglad med skaderne i selve galleriet – de er til at reparere. Den uerstattelige kunst, der er gået tabt – det er det værste af det hele, fortæller han til Bloomberg News.


Kilde: Bloomberg News
Billede: Oversvømmet gade i Manhattan,
få minutter inden strømmen gik.
Foto: David Shankbone, Wiki Commons