'Skriget' bliver købt af en russer for omkring 700 millioner …

10.03.12

… Sådan lyder forudsigelsen hos et britisk bookmakerfirma, som har sat odds på, hvordan det går, når Edvard Munchs verdensberømte maleri kommer under hammeren til maj. Interessen for spillet har været voldsom.

Af Troels Ussing

Onsdag den 2. maj vil hele verden følge med, når Sotheby’s i New York lader hammeren falde over et af verdens mest eftertragtede kunstværker – Edvard Munchs Skriget. Auktionshuset har vurderet maleriet til 80 millioner dollar (cirka 450 millioner kroner), men mange kunsteksperter forventer, at prisen vil blive langt højere, da sådan et mesterværk næsten aldrig kommer på auktion.

Også i gambler-kredse har man lagt mærke til det opsigtsvækkende salg, og derfor åbnede det britiske bookmakerfirma Ladbrokes for nylig op for spil på Munch-auktionen. Og Ladbrokes er noget mere optimistisk i forhold til hammerslagsprisen end Sotheby’s. Blot odds 1,5 får spillerne nemlig på, at Skriget bliver solgt for mellem 564 og 846 millioner kroner, hvilket betyder, at hvis bookmakerne havde drevet auktionsfirma, ville vurderingen nok have lydt på cirka 700 millioner kroner.

Højest odds er der på, at Munch-maleriet ikke overstiger 282 millioner kroner, hvilket dog også er ganske usandsynligt – formentlig har den norske sælger endda fastsat en minimumspris, som forhindrer et så dårligt salg. Til gengæld får spillerne fem gange pengene igen, hvis Skriget går for mere end 1,1 milliard, hvilket ikke er helt utænkeligt, da Paul Cézannes Kortspillerne først på året blev solgt for 1,4 milliarder.

Køberen vil være russisk
Skal man tro Ladbrokes, vil Skriget havne på russiske hænder. Skulle et medlem af Abramovich-familien eller en anden russer snuppe maleriet, giver det således kun odds 2,5. 

Bliver en køber fra Asien derimod den heldige ejer af Munchs mesterværk, tredobles indsatsen. Det er da heller ikke et helt urealistisk scenarium, da det netop var det mellemøstlige land Qatar, der smed hele 1,4 milliarder efter Cézannes Kortspillerne

Spil for vilde beløb
Det er nu cirka to uger siden, at Ladbrokes åbnede op for spillet, og interessen for at spille på Munch-auktionen har fra starten været enorm. Endda har nogle spillere været så vilde efter at tjene penge på salget af Skriget, at den britiske bookmaker har måttet gribe til foranstaltninger:

- Vi var nødt til at indstille væddemålet, da der blev spillet for en række store beløb, udtaler Ladbrokes Jessica Bridge.

Bookmakerfirmaet har ikke oplyst, hvor store summer, der hidtil er smidt ind i Munch-væddemålene. Om spillet genoptages, er også stadig uafklaret.


LADBROKES' ODDS (FRA FØR SPILLET BLEV INDSTILLET):

Hammerslagspris:
0-50 millioner dollar (0-282 millioner kroner): odds 10
50-100 millioner dollar (282-564 millioner kroner): odds 2
100-150 millioner dollar (564-846 millioner kroner): odds 1,5
150-200 millioner dollar (846-1.127 millioner kroner): odds 3
Over 200 millioner dollar (1,1 milliard kroner): odds 5

Køber kommer fra:
Rusland: odds 2,5
Asien: odds 3
Europa: odds 3
USA: odds 4
Sydamerika: odds 8
Afrika: odds 20
Antarktis: odds 1.000

LÆS OGSÅ: ’Skriget’ sat til salg – for billigt
LÆS OGSÅ: Verdens dyreste maleri burde hænge i Skandinavien
LÆS OGSÅ: Verdensrekord: 1,4 milliarder for et maleri

Kilder: Ladbrokes
Billede: 'Skriget' af Edvard Munch
Foto: Sotheby’s