Slut med snavsede turister i Det Sixtinske Kapel 

Det Sixtinske Kapel Michelangelo fresko

21.01.13

Beskidte og svedende turister er en af grundene til, at Michelangelos freskoer i Det Sixtinske Kapel forfalder. Derfor skal besøgende nu renses og afkøles, inden de får adgang til kapellet.

Af Troels Ussing

Fem millioner mennesker beundrer hvert år Michelangelos freskoer i Det Sixtinske Kapel, men de mange besøgende slæber så meget skidt med sig, at kunstværkerne på væggene langsomt ødelægges.

- Støv, temperatur, luftfugtighed og kuldioxid er de store fjender af malerierne, siger direktør for Vatikan-museerne, Antonio Paolucci, til Corriere della Sera ifølge The Guardian.

Derfor ønsker museet nu at tage drastiske midler i brug for at undgå yderligere forfald.

Gæsterne skal støvsuges
- Vi vil dække de 100 meter før indgangen med et tæppe, der renser sko, og vi vil installere sugekopper langs siderne til at suge støv fra tøj, og vi vil sænke temperaturen for at reducere varmen og luftfugtigheden fra [gæsternes] kroppe, lyder det fra museumsdirektøren.

Ved at indføre en sådan rensning af de cirka 20.000 daglige gæster mener museet, at man i højere grad vil undgå, at hår, hudflager og andre skidtrester klæber sig fast til vægmalerierne.

Det Sixtinske Kapel har i alt 300 figurer malet af kunstnere som Botticelli, Perugino og Michelangelo i dets cirka 2.500 kvadratmeter.

 

Kilde: The Guardian
Billede: 'Dommedagen' i Det Sixtinske Kapel
Foto: Wikimedia Commons