Sotheby’s rider videre på 'Skriget'-bølgen

Warhol's Scream Skriget

03.09.12

Efter rekordsalget af Skriget tidligere på året følger auktionshuset Sotheby’s nu op på Munch-succesen og sender Andy Warhols version af Skriget og flere andre af pop-kunstnerens Munch-efterligninger på auktion.

Af Troels Ussing

107 millioner dollar, eller godt 600 millioner kroner, gjorde i maj måned Edvard Munchs Skriget til verdens dyreste kunstværk, der nogensinde er solgt på en auktion. Det har tilsyne-ladende givet Sotheby’s så meget blod på tanden, at auktionshuset nu igen sætter en version af Munchs motiv under hammeren.

Denne gang er der tale om et af Andy Warhols silketryk fra 1984, hvor pop artens hovedskikkelse giver sin fortolkning af Munchs ikoniske værk. Warhol har skiftet Munchs dystre farver ud med mere nogle kontrastfulde toner, og amerikanerens version præsenterer også et mere tegneserieagtigt ansigt hos billedets lidende person.

Sat til over en million kroner
Selv om Warhols Skrig kun er et grafisk arbejde, vurderer Sotheby’s, at det vil blive solgt for mellem 1,2 og 1,8 millioner kroner. Samme vurdering har en anden af Warhols Munch-efterligninger, Madonna og selvportræt (Efter Munch), fået, mens det sidste af auktionens Warhol-tryk, Eva Mudocci (Efter Munch), sandsynligvis kan erhverves for det halve.

Alle tre værker var udstillet i samme eller lignende versioner på Louisiana-udstillingen Warhol After Munch i 2010.

Også et værk af Munch selv
Sotheby’s auktion, som finder sted i London den 19. september, består udelukkende af grafiske værker. Og ud over Warhols efterligninger er Edvard Munch også repræsenteret med et af sine egne arbejder – nemlig træsnittet The Girls on the Bridge fra 1918, som er vurderet til cirka en million kroner.

Præcis det træsnit kan i øjeblikket opleves på Tates udstilling Edvard Munch: The Modern Eye.


LÆS OGSÅ: Bliv ejer af en Warhol for kun 75 cents
LÆS OGSÅ: Skrigets anonyme køber afsløret
LÆS OGSÅ: Skriget slår rekord – verdens dyreste auktionssalg
 

Autionens andre Munch-relaterede værker:

Warhol's Munch pictures

Billeder: Eva Mudocci (After Munch), by Andy Warhol, Unique Screenprint, 1984. Madonna and Self-Portrait with Skeleton’s Arm (After Munch), by Andy Warhol, Unique Screenprint, 1984. The Girls on the Bridge, by Edward Munch, Woodwork, 1918 (fotos: Sotheby’s).


Kilde: Sotheby’s
Billede øverst: 'The Scream (After Munch)',
unique Screenprint, 1984
Foto: Sotheby’s