Sotheby’s slæbt i retten – overså en Caravaggio

caravaggio the cardsharps copy kopi

14.02.13

En rasende sælger har lagt sag an mod Sotheby’s, da han i 2006 solgte et maleri, som auktionshuset stemplede som en Caravaggio-kopi. I dag går værket for at være en ægte Caravaggio og er næsten 250 gange mere værd.

Af Troels Ussing

42.000 pund fik Lancelot William Thwaytes for sit maleri The Cardsharps, da han solgte det gennem Sotheby’s i 2006. Auktionshuset vurderede, at der var tale om en kopi fra 1600-tallet af Caravaggios kendte værk af et par falskspillere, der snyder en mand i kortspil – et maleri, der hænger på Kimbell Art-museet i Texas. Men efterfølgende fik køberen, den nu afdøde samler og kunsthistoriker Denis Mahon, identificeret værket som en ægte Caravaggio.

For Lancelot William Thwaytes betød det, at han havde solgt et værk cirka 250 gange under den pris, som det i dag ville kunne sælges for. Derfor føler han sig snydt og har ifølge The Art Newspaper lagt sag an mod Sotheby’s, som han ikke mener var grundige nok i sin analyse, da auktionshuset skulle vurdere hans version af The Cardsharps. Havde Sotheby’s gjort sit arbejde ordentligt, ville værket snarere være blevet solgt for 10 millioner pund, mener Thwaytes.

Sotheby’s nægter sløs
Hos Sotheby’s holder man dog fast i, at vurderingen i 2006 var korrekt, og auktionshuset påpeger, at flere eksperter stadig sår tvivl om, hvorvidt penselstrøgene på Thwaytes’ version af The Cardsharps virkelig er udført af Caravaggio selv. Blandt andre har Caravaggio-eksperten Richard Spear til stadighed erklæret, at han mener, at der er tale om en kopi.

Officielt er maleriet, der blev solgt i 2006, dog kategoriseret som en Caravaggio, efter Denis Mahon fik flere italienske eksperter til at bakke op om dets ægthed i 2007.

Denis Mahon, som døde i 2011, testamenterede i alt 58 værker fra sin samling til britiske museer.
 

Kilde: The Art Newspaper
Billede: 'The Cardsharps'
(ca. 1594) af Caravaggio
Foto: Wikimedia Commons