Spansk museum finder en skjult Picasso

New discovered Picasso Barcelona

03.03.13

Da medarbejdere fra Picasso-museet i Barcelona skulle restaurere et maleri, fandt de et hidtil ukendt værk af Pablo Picasso. Et portræt, den spanske kunstner lavede i sine teenageår.

Af Troels Ussing

Som blot 15-årig malede Pablo Picasso et portræt af sin mor. Et værk, som Barcelonas Picasso-museum har ejet i årtier, men for nylig fandt spanierne ud af, at Portræt af kunstnerens mor (1898) gemte på en hemmelighed – en skjult kultegning.

Opdagelsen skete, da et par af museets medarbejdere skulle restaurere 1898-portrættet. Da de fjernede papstykket bag på maleriet, dukkede tegningen af en mand med en pibe simpelt hen op.

Malet af en helt ung Picasso
Ifølge Picasso-museets chef-restaurator, Reyes Jiménez, er tegningen formodentlig ældre end maleriet af Picassos mor, hvilket betyder, at Picasso har lavet tegningen i sine helt spæde teenageår.

Kultegningen er et vigtigt fund for museet, da den viser, hvor fin en teknik Picasso havde udviklet allerede som ganske ung. Hidtil har eksperter ikke antaget, at den spanske kunstner så tidligt i livet havde så godt et kendskab til tegne- og malerkunsten.

Det nyopdagede værk vil blive udstillet i Barcelona senere på året.


LÆS OGSÅ: Picasso-portræt dyreste værk i London-ugen


Kilde: AFA News
Billede: Unavngivet kultegning af Pablo Picasso
Foto: Museu Picasso, Barcelona