Stjålen Cézanne lå gemt under biltag

16.04.12

Det Cézanne-maleri til 620 millioner, som serbisk og schweizisk politi opsporede i sidste uge, lå gemt i et skjult rum i tyvenes bil. De anholdte kunsttyve var på vej hen for at aflevere værket til en rig serber, som ville betale 26 millioner for maleriet.

Af Troels Ussing

Det lyder næsten som manuskriptet til en film, men det var den pure virkelighed, da serbisk politi onsdag efter en mindre jagt stoppede en bil, smed føreren ned på nærmeste fortov og tvang ham til at ligge stille, mens specialbetjentene pegede på ham med deres pistoler.

Anholdelsen af føreren og tre andre serbiske mænd var kulminationen på længere tids efterforskning, hvor schweizisk og serbisk politi i et storstilet samarbejde har jagtet mændene bag et kunstkup på E. G. Bührles Samling i Zürich i 2008. Her stjal tre maskerede mænd Paul Cézannes Dreng i rød vest samt tre andre mesterværker af henholdsvis Claude Monet, Vincent van Gogh og Edgar Degas.

Maleri skjult under biltaget
Det serbiske og schweiziske politi havde fundet frem til, at kunsttyvene onsdag ville sælge maleriet af Paul Cézanne til en serbisk rigmand, der angivelig ville betale 26 millioner for det stjålne værk.

Efter en nøje undersøgelse af bilen fandt efterforskerne da også maleriet i tyvenes sorte stationcar. Men de måtte skære sig vej ind til lærredet, som lå gemt i et hemmeligt rum under bilens tag, hvorefter de sammen med en ekspert fra museet i Zürich kunne konstatere, at der var tale om Cézannes fine værk, som er vurderet til 620 millioner kroner – en del mere, end den serbiske køber skulle give.

- Selvfølgelig kunne de ikke sælge maleriet til dets rigtige pris, lød det på et pressemøde fra en talsmand fra de serbiske myndigheder, der af hensyn til den videre efterforskning ikke har ønsket at offentliggøre navnet på den rigmand, som ville erhverve mesterværket.

Alle værker er nu fundet
Med fundet af Dreng i rød vest er alle fire malerier fra et af Europas største kunstkup gennem tiderne kommet tilbage til deres rette ejer. 

Allerede få dage efter tyveriet i februar 2008 blev værkerne af Claude Monet og Vincent van Gogh fundet i en efterladt bil, der stod parkeret foran en sindssygehospital i Zürich. 

Også det sidste værk, Edgar Degas’ Ludovic Lepic og hans datter, er tilbage i Bührles Samling, selv om flere danske og udenlandske medier fejlagtigt har skrevet, at det stadig er savnet. Maleriet blev leveret tilbage til det schweiziske museum i 2009, efter en dusør på tre millioner kroner blev udbetalt til en uidentificeret person. Dette er blevet bekræftet af de serbiske myndigheder på et pressemøde .


LÆS OGSÅ: Verdensrekord: 1,4 milliarder for et maleri
LÆS OGSÅ: Nyopdaget Cézanne-værk ryger på auktion
LÆS OGSÅ: Verdens dyreste maleri burde hænge i Skandinavien

 

Kilder: CBS samt diverse andre udenlandske medier
Foto: 'Dreng i rød vest' (1888), Paul Cézanne – Wikimedia Commons