Studerende hang sit eget maleri op på museum

En polsk kunststuderende lavede en 'Banksy' og hang sit eget kunstværk op på Polens nationalmuseum i Wroclaw. Først efter tre døgn opdagede museet det nye værk i samlingen.

Se, hvordan Andrzej Sobiepan sniger sig ind på museet og hænger sit maleri op.

Af Troels Ussing

Med et lille selvproduceret værk under jakken listede den polske kunststuderende Andrzej Sobiepan i sidste måned ind på Polens nationalmuseum, Muzeum Narodowe. Da han få minutter senere slentrede ud igen, var det uden sit lille maleri – for det hang nu blandt museets faste samling af moderne kunst.

Først efter tre dage opdagede de ansatte på museet, at det lille maleri med en grøn gren vist slet ikke hørte til i samlingen, men blot var blevet 'plantet' der af en ukendt kunstner, som med sin gimmick ønskede at tiltrække sig lidt øget opmærksomhed:

- Jeg besluttede, at jeg ikke vil vente 30 eller 40 år på, at mine værker vil blive udstillet på et sted som dette. Jeg vil drage nytte af dem (museerne, red.) nu og her, fortalte Andrzej Sobiepan for nylig til tv-kanalen TVN24 ifølge Artlyst.com.

Inspireret af Banksy
Den unge kunststuderende erklærede, at han var inspireret af den britiske street artist Banksy, som tilbage i 2005 lavede et lignende stunt på museer i New York.

Herhjemme har man også set et tilsvarende nummer, da den danske kunstner Søren Behncke alias Papfar i 2005 placerede en gigantisk slangebøsse i pap ved siden Ron Muecks skulptur Boy på ARoS i Aarhus.

Museumsdirektør finder gimmicken 'vittig'
I Danmark kom Papfar ikke i unåde for sin lille spøg – faktisk fik han blot tre år senere en soloudstilling på ARoS.

Og heller ikke på nationalmuseet i Wroclaw er Andrzej Sobiepan kommet i bad standing:

- Det er en vittig kunstnerisk happening. Den har vist, at den unge generation af kunstnere modsat deres forgængere gerne vil have deres værker på museer, lyder det fra museumsdirektør Mariusz Hermansdorfer.

Andrzej Sobiepans værk vil senere på året komme på auktion, hvor overskuddet skal gå til velgørende formål.


LÆS OGSÅ: Kulturminister giver plads til de unge kunstnere
LÆS OGSÅ: Minister: Dansk samtidskunst foran stort gennembrud
LÆS OGSÅ: Banksy-værk vandaliseret af graffiti-rival 

Kilder: Muzeum Narodowe,
Artlyst.com og News.com.au
Video: YouTube, Andrzej Sobiepan