Tjente 147 millioner på Monet-investering

Claude Monet

20.06.13

Onsdag aften blev Claude Monets Le Palais Contarini solgt på Sotheby’s for hele 172 millioner kroner. En ret så god handel for sælgeren, der blot gav 25 millioner for maleriet i 1996.

Af Troels Ussing

Med tre ivrige bydere over telefonerne røg Claude Monets Le Palais Contarini op i hele 19,7 millioner pund, da det impressionistiske maleri onsdag aften var under hammeren på Sotheby’s.

Selv om køberen sandsynligvis har været godt tilfreds med at kaste 172 millioner kroner efter Monets Venedig-motiv, var sælgeren – den kendte kunstsamlerfamilie Nahmad – formodentlig mindst ligeså glad. Familien tjente nemlig en god skilling på handlen.

Blot 25 millioner danske kroner gav Nahmads for Le Palais Contarini i 1996, og dermed tjente familien altså 147 millioner kroner i løbet af de 17 år, den opbevarede det impressionistiske værk. Så ud over dagligt at kunne nyde Monets streger tjente Nahmads godt 23.000 kroner, hver dag familien havde maleriet hængende. Ikke en dårlig deal.
 

LÆS OGSÅ: Se de ti dyreste kunstværker i 2012

Kilde: Sotheby’s
Billede: ’Le Palais Contarini’
(beskåret) af Claude Monet
Foto: Sotheby’s