Tysk kunstskandale eskalerer

12.12.11

I oktober blev fire tyskere sendt i spjældet for at stå bag en af de største forfalskningsskandaler i Tysklands historie. Nu viser det sig, at Beltracchi-bandens bedrageri er langt større end først antaget, og selv verdens to mægtigste auktionshuse er involverede i sagen.

Af Troels Ussing

Sidst i oktober kunne Kunstkup.dk berette, at en tysk forfalskergruppe anført af Wolfgang Beltracchi var blevet idømt sammenlagt 15 års fængsel for at have malet og videresolgt 14 malerier, som svindlerne påstod var originale værker af store kunstnere som Max Ernst og André Derain.

Ifølge The Art Newspaper er antallet af fundne forfalskninger nu næsten firdoblet, således at Wolfgang Beltracchi mistænkes for at have stået bag hele 53 fupværker, som han og banden gennem en årrække solgte gennem auktionshuse og kunsthandlere verden over.

De største auktionshuse røg i fælden
I forbindelse med retssagen i oktober kom det frem, at verdens største auktionshus, Christie’s, havde solgt et Derain-maleri for 17 millioner kroner, som slet ikke var udført af den franske fauvist, men af fupmageren Beltracchi.

I den seneste afsløring af forfalskninger er nu også verdens næststørste auktionshus, Sotheby’s, beskyldt for at have videresolgt et falsk værk, hvor den rigtige penselfører var Beltracchi og ikke som formodet Max Ernst.

Begge de velrenommerede auktionshuse beklager ifølge The Art Newspaper, at de ikke var i stand til at gennemskue, at der var tale om forfalskninger, og både Christie’s og Sotheby’s har indvilget i at kompensere købernes tab.

"Hele kunstverdenen blev narret" 
Også Dickinson Gallery, der har afdelinger i både London og New York, ser ud til at have ladet sig tage ved næsen af Beltracchi-Banden. Men galleriet mener ikke, det var muligt at gennemskue, at der var tale om snyd og bedrag:

- I forbindelse med de her forfalskninger kunne kun kemiske analyser have givet en klar og sikker indikation. Men det er jo ikke muligt at gøre ved hvert værk, siger James Roundell, direktør for Dickinson Gallery, til The Art Newspaper.

Han tvivler på, at det sidste af Wolfgang Beltracchis fupmalerier er blevet afsløret:

- Det lader til, at næsten hele kunstverdenen blev narret. Forfalskningerne har cirkuleret meget gennem årene – gennem hænderne på de store auktionshuse, kunsthandlere, kunsteksperter og fremtrædende og indsigtsfulde private samlere. Jeg er sikker på, at der vil blive skyllet flere vragdele op på stranden, før vi ser slutningen på det her.


LÆS HISTORIEN OM, HVORDAN DET LYKKEDES BANDEN AT FUPPE HELE VERDEN


Kilde: The Art Newspaper
Foto: Gölin Doorneweerd, Sxc.hu