Tyvs mor brændte Monet- og Picasso-malerier

I retssagen mod de tre rumænske tyve, der formodentlig stod bag sidste års gigantiske kunstkup i Rotterdam, er det kommet frem, at den ene tyvs mor med stor sandsynlighed har brændt alle stjålne værker – herunder malerier af Monet og Picasso.

Malerier stjålet i holland

De syv stjålne værker: 1: Pablo Picassos "Tête d'Arlequin". 2: Meijer de Haans "Autoportrait". 3: Claude Monets "Waterloo Bridge, London". 4: Paul Gauguins "Femme devant une fenêtre ouverte, dite la Fiancée". 5: Claude Monets "Charing Cross Bridge, London". 6: Lucian Freuds "Woman with Eyes Closed". 7: Henri Matisses "La Liseuse en Blanc et Jaune". (Foto: Politie Rotterdam-Rijnmond)

19.07.13

Af Troels Ussing

Det var et mareridt for Kunsthal Rotterdam, da en gruppe kunsttyve i oktober 2012 brød ind på museet og stjal syv malerier, men nu tyder meget på, at mareridtet er forvandlet til en decideret katastrofe. Ifølge den ene af tyvenes mor brændte hun nemlig alle de kostbare værker i panik, da politiet havde fået færden af den rumænske bande, som er anklaget for kuppet.

- Jeg placerede kufferten med malerierne i kakkelovnen. Så puttede jeg nogle brændestykker, sutsko og gummisko derind og ventede, til de [malerierne] var brændt helt ned, har moderen, Olga Dugaru, ifølge det rumænske nyhedsbureau Mediafax fortalt i retten.

Rester fundet i ovnen
Specialister i efterforskningsteamet har siden Olga Dagurus forklaring undersøgt kakkelovnen i hendes hjem, og ulykkeligvis har de fundet ”små fragmenter af grundingsfarve og rester af lærred og farve” samt nogle små kobber- og stålsøm fra det 19. århundrede, skriver BBC News.

Selv om det endnu er for tidligt at konkludere, at der virkelig er tale om rester fra Kunsthal-malerierne, tyder meget på det. Dermed er vigtige værker af Claude Monet, Henri Matisse, Pablo Picasso, Paul Gauguin, Lucian Freud og Meijer de Haan sandsynligvis tabt for evigt.

Tilsammen anslås malerierne at have en værdi på minimum 750 millioner danske kroner.


LÆS OGSÅ: Se video fra kunstkuppet i Rotterdam

LÆS OGSÅ: Hollandsk kunstkup blandt historiens største
 

Kilder: Mediafax og BBC News