Warhol den bedst sælgende kunstner i 2011

30.12.11

Andy Warhol og Pablo Picasso blev i særklasse dem, hvis værker der var størst kamp om i løbet af 2011. Af nulevende kunstnere var en tysker den mest eftertragtede.

Af Troels Ussing

I 2011 var der masser af værker af Andy Warhol og Pablo Picasso til salg, og derfor blev de to kunstnerikoner årets klart bedst sælgende på auktionshusene verden over. Det viser en opgørelse, som Artnet har stået bag.

De to kendte kunstnere solgte tilsammen for over fire milliarder kroner i løbet af året. Dette beløb er stort set det samme, som de to solgte for sidste år, hvor de også toppede listen. Her brugte køberne dog flest penge på Picasso’er, hvor rollerne i år er byttet om, så Warhol nu er den kunstner, hvis værker er handlet for det største beløb.

Rift om Richter
På top-10-listen over de mest eftertragtede kunstnere i 2011 er kun to af kunstnerne nulevende. Det er den kinesisk-franske maler Zao Wou-Ki og den herhjemme nok mere kendte tysker Gerhard Richter, som i øjeblikket er udstillingsaktuel på Tate Modern i London.

Faktisk er tyskeren blevet så eftertragtet en herre, at de blot 122 Richter-værker, som blev handlet i år, indsamlede over en milliard danske kroner.

Rekord for Clyfford
Mest bemærkelsesværdigt på årets salgsliste er det, at den abstrakte ekspressionist Clyfford Still med blot fire malerier til salg i løbet af 2011 opnåede en samlet salgssum på 661 millioner kroner.

Det giver amerikaneren den højeste gennemsnitspris per værk, hvilket ikke mindst skyldes, at hans maleri 1949-A-No. 1 i november blev solgt for hele 351 millioner kroner. Udover at det var rekord for et Clyfford Still-maleri, var det også 2011’s næstdyreste værk på en kunstauktion.
 

DE MEST EFTERTRAGTEDE KUNSTNERE I 2011

1. Andy Warhol – 821 solgte værker, som i alt løb op i 2,1 milliarder kroner.
2. Pablo Picasso – 1.606 solgte værker, som i alt løb op i 2 milliarder kroner.
3. Gerhard Richter – 122 solgte værker, som i alt løb op i 1,1 milliarder kroner.
4. Francis Bacon – 54 solgte værker, som i alt løb op i 829 millioner kroner.
5. Zhang Daqian – 186 solgte værker, som i alt løb op i 675 millioner kroner.
6. Clyfford Still – 4 solgte værker, som i alt løb op i 661 millioner kroner.
7. René Magritte – 60 solgte værker, som i alt løb op i 501 millioner kroner.
8. Jean Michel Basquiat – 56 solgte værker, som i alt løb op i 495 millioner kroner.
9. Zao Wou-Ki – 152 solgte værker, som i alt løb op i 493 millioner kroner.
10. Roy Lichtenstein – 268 solgte værker, som i alt løb op i 481 millioner kroner.
KILDE: ARTNET

LÆS OGSÅ: Se de 10 dyreste malerier i 2011
LÆS OGSÅ: Se de 10 mest vanvittige hammerslag i 2011

Billede: Andy Warhol, her i skikkelse af en
Peter Zelizňák-skulptur, sidder
solidt på toppen af salgslisten.
Foto: Peter Zelizňák